Havde taget eksempel af socialisterne
Foranledningen til at Stortinget fikk kirkekomiteens Gunnar Graaruds utlegning om Tidsskriftets prosentvise innhold, var at 12 tidsskrifter mottok penger fra statskassen – Tidsskift for Den norske lægeforening hadde siden 1894 vært ett av dem. Under behandling av kulturbudsjettet stod det om en post på 1 200 kroner, men politikerne skulle også ta stilling til bidrag til to andre medisinsk-faglige publikasjoner: Norsk magasin for lægevidenskaben – utgitt av Det norske medicinske selskap med sete i Kristiania – var innstilt til å motta 2 000 kroner og Medicinsk revue – «Bergens-lægernes organ og dem, som der borte var specialister i den særlige art sygdom lepra» – var innstilt til et bidrag på 800 kroner.
Var det riktig å bevilge offentlige midler til en utgiver som endatil «havde taget eksempel af socialisterne», slik en representant fra Kristiansund formulerte det? Eller skulle man – som mindretallets Otto Christian Hiorth (1850–1906), lege og Høyres representant fra Levanger, gikk inn for – gi statsstøtte til flere, i den frie konkurransens navn?
«Det ligger noget ansporende i det. Der blir en smule ædel og sund kappestrid, som virker ansporende [...] at meningerne saaledes kan brydes i to tidsskrifter. [...] Thi retningen i disse tidsskrifter, tendensen eller karakteren, er rent forskjellig; de ligger i det hele forskjellig an. Naar man har et i Bergen, saa er det, fordi det er et led i bestræbelserne for at danne et vestlandsk kulturcentrum, og det er en rigtig og god tanke, som man bør støtte.»
Bare to uker før bidraget til de medisinske tidsskriftene stod på sakskartet, hadde Stortinget vedtatt en bevilgning til Norsk fiskeritidende.
«Hiorth: [...] Da var det en anden vind i seilene, da laa skuden en anden kurs. [...] da bevilgede man – det var ikke noe knusleri den gang – kr. 8.000,00 til dette tidsskrift, som yderst faa læser, det tror jeg, jeg har lov til at sige. [...] Det er en feiltagelse at tro, at lægerne faar sit tidsskrift gratis; vi betaler saamænd i dyre domme de to tidsskrift, vi har, nemlig med ca. kr. 25,00 om aaret.»
Sophus Arctander (1845–1924) – en av det senere Frisinnede Venstres toneangivende politikere – var opptatt av at stoffet som Tidsskriftet allerede trykket, nådde ut til et større publikum:
«...hvor fremstillingen er almenfattelig, saa ethvert dannet menneske kan have udbytte af at læse det. Disse artikler af tidsskriftet gives ud i særaftrykk, som spredes ud i tusenvis af eksemplarer. [...] Enhver, som i det kommunale liv har havt nogen befatning med den vanskelige og sørgelige kommunale opgave at tage sig af de sindsyge, ved, hvilken betydning det har at faa en grei og praktisk veiledning om, [...] hvorledes man skal behandle disse ulykkelige medmennesker. [...] Det, som det koster at publicere dette i særskilte hefter, vilde snart gaa op til mere end kr. 1 200,00.»
Flertallet i kirkekomiteen hadde imidlertid foreslått «intet» på budsjettposten tiltenkt Tidsskriftet – slik det fremgikk av «det stenografiske referat af den i tinget den 27de februar iaar stedfundne debat». Andre forhold enn partitilhørighet syntes utslagsgivende for hvilket standpunkt den enkelte inntok. Dette illustreres for eksempel i hvordan Bernhard Hanssen, skipsreder og Venstres representant fra Flekkefjord, ordla seg:
«Man hører saa ofte at budgetbehandlingen her hos os er altfor detaljeret, den tager lang tid og volder andre ulemper. Her er vi ved et budget paa over kr. 300 000,00 til videnskab og kunst [...]. Men hvis man nu finder totalbeløbet for høit og vil knappe af, da er man i en meget vanskelig situation; thi den ene post kan være ligesaa berettiget som den anden eller ligesaa uberettiget. Det er ialdfald for mange ikke godt at bedømme. Vi har i dette afsnit C om «bidrag til udgivelse af videskabelige tidsskrifter og fagtidsskrifter» et bevis i så maade. Det har i komiteen været noksaa sterk stemning for, at bidragene til disse tidsskrifter skulde indskrænkes, men man har været meget i uvished om, hvor man skulde knibe af. Som man ser, har et flertal heftet sig ved titel 34 «Tidsskrift for Den norske lægeforening» og stryger bidraget der, kr. 1 200,00. Jeg tilhører selv dette flertal, men jeg maa tilstaa, at jeg er kommet i stor tvil om, hvorvidt vi har truffet det rette. [...] Det forekommer mig, at ved budgetbehandlingen i almindelighed og i særdeleshed ved et budget som dette, hvor man skal bevilge til saa mange enkelte personer, til saa forskjellige kunstneriske og videnskabelige formaal o.s.v., vilde det være meget greiere, om stortinget stillede et bestemt beløb til administrationens raadighed, idet stortinget kun forbeholdt sig hvert aar at faa en redegjørelse over midlernes andvendelse.»
Hele 43 sider ble spandert på saken, som første gang ble referert i nr. 6/2004 og hadde redaksjonens påskrift «fortsættes» utover året. Hva som ble utfallet? Ved hjelp av moderne teknologi kan våre lesere ganske så gratis finne Stortingets endelige votering i en «slutning fra forr. nr», men også den daværende redaksjonens beske oppsummering. Dessuten kan man via Internett konstatere argumentasjon som lyder høyst gjenkjennelig – også relatert til dagens økonomiske og (fagforenings)politiske situasjon.