Styrk det nordiske sprogfællesskab
Flere og flere nordiske konferencer sætter imidlertid den sproglige hjemmebanefordel over styr af misforstået hensyn til især finnerne. Man er så ivrig efter at tilgodese de nu meget europæisk orienterede finner, at man komplicerer den interskandinaviske kommunikation gennem tolkning eller tvinger nordiske kolleger til at bruge engelsk som forhandlingssprog i stedet for at udvikle og fastholde det naturlige sprogfællesskab mellem danske, norske og svenske. Deltagerne bliver dårligere og dårligere til at forstå hinanden for at tilgodese nogle, der måske kun per tradition deltager i de nordiske møder.
Det er bagsiden ved det kantatebelagte nordiske samarbejde, at man ikke kan tale lige ud om det, som truer fællesskabet indefra. Men hvis finnerne ønsker at være med, må de lære at tale svensk som adgangskort til det nordiske sprogfællesskab; samtidig lettes vejen til norsk og dansk. Alternativet er, at engelsk bliver nordisk forhandlingssprog. Og så går ideen bag samarbejdet stort set tabt.
At blive fortrolig med nabosprogene er for danskere, nordmænd, svenskere, islændinge, færinger og finlandssvenskere en udvidelse af den enkeltes sproglige og kulturelle domæne. Man forstår bedre sit kulturelle grundlag, og man udvider sin kommunikationsradius. Nøglen til dét kan man erhverve sig på få dage, og den sprogforståelse, man opnår, stikker dybere, end den man erhverver, når man tilegner sig de egentlige fremmedsprog; man bliver bedre til toner og undertoner, end hvis man i årevis står på hovedet i grammatikker for at lære engelsk, tysk, fransk – eller finsk. En sproglig cost-benefit-analyse vil vise, at det er umagen værd; tradition og sund fornuft fører til samme resultat.
Jørn Lund er chefredaktør for Den Store Danske Encyklopædi og direktør i dansk Gyldendal, og er professor i dansk sprog.