Den nye opdragelse
«Av referat fra en artikkel av den amerikanske professor Jos. R. Buchanan: …Nu vil som sagt professor Buchanan, at ikke alene øie og haand, men ogsaa øret skal benyttes under barnets opdragelse som en vei til aand og sjæl. Han mener, at øiet særlig opdrager den intellektuelle, logiske del av mennesket, forstanden, tænkeevnerne, derimod i ganske uvæsentlig grad følelser, moralnatur og karakter. Disse naaes bedre gjennem øret . Og opdragelsen, mener han, burde ikke være ensidig intellektuel. Det skulde ikke være dens maal at proppe børnenes hjerner fulde af tørre fakta eller udvikle dem til tænkende maskiner – logikkværne –, men at udvikle og uddanne alsidig, harmonisk og jevnt det hele menneskelige væsen, forstand, følelse, vilje, – alt. Det er uheldigvis ikke maalet for en eneste skole i kristenheden endnu. Men dertil maa vi komme. Og derimod vil opdragelse gjennem øret føre os et godt stykke paa vei.
Han paaviser, hvorledes toner er følelsernes sprog, og af følelsernes art, styrke, finhed, nobelhed og harmoni sig imellem afhænger personens karakter . Som visse følelser finder udtryk i toner, i sang og musik, saa fremkalder og styrker atter disse toner de samme følelser. Krigersk musik vækker mod, vilje og kraft. Blødere toner vækker ømmere, finere følelse o.s.v. – med andre ord, det er muligt ved musik at fremkalde og styrke de følelser, man vil, i ethvert menneske. Dette mener han, burde skolerne gjøre brug af. De vilde vil han tæmme med musik, de modløse vil han give kraft og selvtillid ved musik, de raa naturer vil han forfine og adle ved musik, o.s.v. Han omtaler, at i London existerer der et religiøst selskab, der har det formaal at lindre lidelser og helbrede de syge ved musik. Principet er som bekjendt blevet prøvet i reformskoler for moralsk fordærvede børn og har vist sig at holde stik. Musik og sang har frembragt de mest forbausende resultater i retning af at forbedre og udvikle mangelfulde karakterer og personligheder.» (Kringsjaa 1893; 1: 267–8.)